Hvorfor direkte demokrati?

Direkte demokrati – Den bedste form for demokrati

I Danmark bliver vi fortalt, at vi lever i et demokrati. Men hvor meget magt har du egentlig? Hver fjerde år bliver du bedt om at stemme på et parti eller en politiker, som lover guld og grønne skove. Men når stemmerne er talt op, og de er valgt ind, gør de, hvad der passer dem.

Hvor blev din stemme af?

Politikerne siger ét før valget – og gør noget helt andet bagefter. De lover skattelettelser, mere velfærd, bedre sundhedsvæsen eller mindre bureaukrati, men når de først har sat sig i deres kontorstole på Christiansborg, ændrer de spillereglerne. De indgår studehandler bag lukkede døre, skubber deres egne dagsordener frem og ignorerer de løfter, der sikrede dem din stemme.

Vi kalder det demokrati, men er det i virkeligheden folkestyre, når folket ingen reel indflydelse har?

Problemet med repræsentativt demokrati

Når du stemmer til valg, vælger du en politiker eller et parti, der tilnærmelsesvis repræsenterer dine holdninger. Men hvor ofte er du 100% enig med et parti? Måske ønsker du mere velfærd, eller lavere skatter. Måske vil du have en strammere udlændingepolitik, men også en grønnere klimapolitik. Valg handler om kompromiser, men kompromiser betyder, at du aldrig får præcis det, du ønsker.

Du kan ikke vælge de enkelte beslutninger – du kan kun vælge en samlet pakke, hvor du må tage det sure med det søde. Du afgiver din stemme til en politiker, og så er det ude af dine hænder i fire år.

Og hvad sker der, hvis den politiker skifter mening? Hvis de stemmer for en lov, du aldrig ville have støttet? Du kan intet gøre.

Direkte demokrati giver magten tilbage til dig

I stedet for at stemme på en politiker, der træffer beslutninger på dine vegne, burde du have muligheden for selv at bestemme i de sager, der betyder mest for dig. Direkte demokrati betyder, at du ikke længere er tvunget til at vælge en samlet pakke, du kun er delvist enig i. I stedet får du mulighed for at stemme på de enkeltstående forslag, der former dit land.

Forestil dig et system, hvor du kan tage stilling til de 20 vigtigste punkter på politikernes dagsorden.

  • Skal Danmark stifte fælles EU-gæld?
  • Skal registreringsafgiften på biler fjernes?
  • Skal vi have atomkraft?
  • Skal der indføres en ekstra krigsskat?

Det burde være din beslutning!

Magtesløshed eller medbestemmelse?

Mange danskere føler sig magtesløse. De oplever, at uanset hvem de stemmer på, ændrer det intet. Politikerne lover alt muligt, men holder intet. De repræsenterer os ikke – de repræsenterer deres egen karriere.

Direkte demokrati er løsningen på dette problem.

I Schweiz har borgerne haft direkte demokrati i mere end 150 år. De stemmer om store spørgsmål og har reel indflydelse på deres land. Og det virker. Schweiz er et af verdens mest stabile og velstående lande, fordi borgerne selv har magten.

Vi har teknologien – nu mangler vi bare viljen

I dag har vi MitID og digital sikkerhedsteknologi, der gør det lettere end nogensinde før at afholde folkeafstemninger. Der er ingen undskyldning for ikke at lade folket bestemme.

Vi vil ændre spillets regler. Vi vil skabe et ægte folkestyre. Vi vil give magten tilbage til dig.

Er du klar til at tage ansvaret for Danmarks fremtid?